I praksis
"VI ER ALTID I GANG MED AT FORBEDRE ET ELLER ANDET"
En malkemaskine på et bord i garagen. Sådan så Wim og Marit van der Wals første gedemalkestald ud. I dag har de på deres bedrift i Ommeren i Holland i over fire år malket deres 1500 geder i en 2x45 SAC parallelmalkestald med hurtig udgang. "Vi får snart dyreidentifikation på 32 pladser i malkestalden. Det giver en bedre management af gederne."
Startede i det små
I april havde Wim van der Wal haft geder i 32 år. Han kan ikke lade være med at le, når han fortæller om starten på sit foretagende. "Jeg begyndte som 18-årig i min fars stald." Faderens bedrift var lille med blot 10 køer og grise. "Jeg ville egentlig gerne malke køer, men det var ikke økonomisk muligt," siger Wim, som selv startede en malkegedebedrift og ved siden af sin besætning på ca. 100 geder også arbejdede hos en mælkeproducent. "Jeg beholdt et job ved siden af meget længe for at kunne udvide gedebedriften."
Stigning til 1.250 liter mælk
Fra bordet i garagen, hvor Wim kunne malke 10 geder på én gang, opgraderede han til en malkestald med plads til 24 geder. Besætningen voksede, og parret flyttede derfor i 1996 til adressen i Ommeren, hvor de havde mulighed for at bygge helt nyt. Det førte til endnu en vækstspurt til 1.400 geder. "Mælkeproducenten, som jeg arbejdede for, malkede også med en SAC. Derfor endte jeg selvfølgelig også med en SAC, da vi ville bygge en større malkestald," fortæller Wim. I takt med at besætningen voksede, steg også ønsket om bedre kvalitet og dyresundhed. I 2012 blev hele besætningen skiftet ud med geder, som var både CL- og CAE-fri. "Det kunne også mærkes på produktionen," siger Wim, som ser tilbage på denne "ombytning" med tilfredshed. "Fra omkring 800 kg mælk steg den gennemsnitlige produktion til over 1.250 kg mælk pr. årsged." Men det betød også, at de endnu en gang voksede ud af rammerne i deres malkestald. Efter nogle år viste den 2x28-pladsers malkestald sig at være for lille. "Vi brugte nok 10 timer om dagen på malkning og rengøring. Det var også på det tidspunkt, vi fik ekstra malkere. Det kunne ikke længere klares ene mand."
Bedre overblik med en parallelmalkestald
De begyndte at kigge efter en ny malkestald. Maskinens kapacitet var en af de vigtigste kriterier for valget. "Helt fra starten vidste vi, at det ikke skulle være en malkekarrusel," indrømmer Wim. "Efter påsætningen af malkesættet kører geden videre og forsvinder ud af syne," siger Wim, som lægger stor vægt på kontrol under malkningen. "Når den er kørt rundt om hjørnet, ser du den ikke mere. Desuden står man hele tiden på det samme sted og laver den samme bevægelse, hvilket jeg ikke tror er godt i det lange løb." Derfor gik de på udkig efter en parallelmalkestald. "Med et bedre overblik, afvekslende bevægelser for malkeren og lige gåafstande" – sådan beskriver Wim de udslagsgivende fordele. "Og naturligvis den høje kapacitet." Da de havde prøvet at malke en enkelt gang i en parallelmalkestald, var de ikke længere i tvivl: "Vi var helt solgt. Hele pakken passede bare til os."
Forventningerne blev indfriet
Den 2x45-pladsers SAC parallelmalkestald med fodring, IDC-malkeindikatorer med quickstart, aftagning og hurtig udgang har nu kørt i godt og vel fire et halvt år til Wims fulde tilfredshed. "Malkningen tager omkring fire timer pr. gang, inklusive rengøring." Besætningen var i mellemtiden vokset til ca. 1.500 geder, og malkerne beholdt de også. "Vi driver også en maskinstation ved siden af, hvor vores søn William også hjælper til." Det er muligt at opnå en malkekapacitet på ca. 500 geder i timen. "Det kan godt gå en anelse hurtigere, hvis vi selekterer efter malkehastighed, men når alt kommer til alt, er den ydeevne, vi forventer med denne malkestald, blevet indfriet til fulde."
Flere data giver bedre beslutninger
Det er tid til igen at indføre forbedringer, for på Van der Wals malkegedebedrift sidder man aldrig stille. "Vi har anskaffet gedeidentifikation til 32 pladser," fortæller Wim. "Det går ud på, at hver ged mindst tre gange om ugen kommer til at stå på en plads, hvor produktionsdataene sammenkobles med geden." Med flere data kan gedeavlerne træffe bedre beslutninger vedrørende opdræt og virksomhedens drift. "Vi sælger årligt omkring 130-140 geder til andre malkegedebedrifter, og her er disse informationer til stor hjælp," siger Wim og tilføjer: "Og i øvrigt er vi altid i gang med at forbedre et eller andet."